CePI fortsætter sin føljeton med Folketingets forskellige integrationsordførere, der opridser deres visioner for området. Ifølge DF’s Martin Henriksen skal der især fokuseres på at få mere styr på arbejdsindvandringen.
Læs her, hvad han mener med det:
Hvad er det vigtigste at sætte fokus på indenfor integrationsområdet lige nu?
”Det allervigtigste at sætte fokus på er, at de lempelser, som den nye regering har lagt op til på familiesammenførings- og asylområdet, vil gøre det vanskeligere at integrere dem, som allerede er kommet, og dem som kommer fremadrettet.
Vi ved, at den indvandring, der finder sted via asyl og familiesammenføring lukker op for de indvandrere, som er sværest at få integreret, da de kulturelt set ligger langt væk fra Danmark. Jo flere, der kommer, jo vanskeligere vil det blive at integrere dem, da der er større sandsynlighed for, at de klumper sig sammen og forsvinder i billedet.”
Hvad vil du allerhelst have gennemført på integrationsområdet i den kommende tid?
”For det første vil jeg selvsagt gerne have stoppet de lempelser på asyl- og familiesammenføringsområdet, som den nye regering at ved at indføre. Derudover vil jeg gerne have indført nogle lovbestemmelser, som giver mere styr på arbejdsindvandringer.
Der er alt for mange danskere som er arbejdsløse samtidig med, at mange danske jobs bliver besat af indvandrere. Der skal være et princip om, at vi kun skal have udenlandsk arbejdskraft i det omfang, at der ikke er danskere, som kan besidde stillingerne – og det er lige meget, hvilke stillinger det er. Det er f.eks. et kæmpe problem med østeuropæisk arbejdskraft, som udkonkurrerer danske håndværkere, og sender dem på offentlig forsørgelse. Det er virkelig usolidarisk, og det kan vi slet ikke være tjent med.”
Hvis det står til dig, hvad kendetegner så debatten om integration om 4 år ved næste folketingsvalg?
”Der tror jeg, at udlændingedebatten vil være vendt tilbage, så vi igen diskuterer den i samme omfang, som vi har gjort ved de seneste folketingsvalg. Jeg håber, at der bliver fokus på, at der er kommet mange flere ind, som er blevet sværere at integrere.
Og så håber jeg, at vi diskuterer arbejdskraftindvandring. Lige nu er der en tendens til, at alle klapper i hænderne, når de hører udenlandsk arbejdskraft. Men nuancerne bliver glemt, for der er mange som har svært ved at forstå, at indvandrere får job, når danskere ikke kan. Og så skal vi så vidt muligt undgå, at der kommer arbejdskraft fra ikke-vestlige lande. Vi må huske på, at der er nogle indvandrere på arbejdstilladelser, som bliver her permanent, hvis de eksempelvis bliver gift. Og her skal vi tænke, at vi har gode erfaringer med vestlige lande, og ikke særligt gode erfaringer med ikke-vestlige lande. Vestligt orienterede indvandrere er bare meget nemmere at integrere i Danmark og på en dansk arbejdsplads.”



Skriv din kommentar